Almindelige bestemmelser

1. Nærværende bestemmelser gælder i alle forhold, hvor Electro Care Frederiksværk ApS og Electro Care København ApS (i det følgende betegnet samlet som ”Electro Care ApS”) optræder som part. Bestemmelserne kan kun fraviges ved forudgående skriftlig aftale og manglende reaktion fra Electro Care ApS’ side over for en meddelelse fra en kunde udgør således ikke accept af fravigelse af nærværende bestemmelser.

Tilbud

2. Tilbud fremsat af Electro Care ApS er kun bindende, såfremt det accepteres af kunden inden 30 dage fra modtagelsen heraf.

3. Tilbudsprisen er uden merværdiafgift og eventuelle andre afgifter.

Betaling

4. Medmindre andet er aftalt er betaling netto kontant. Ved større leverancer, hvorved forstås leverancer på en samlet kontraktsum på over DKK 50.000,-, er Electro Care ApS berettiget til at kræve månedlige a conto betalinger med udgangspunkt i forbrug af materialer samt arbejdstid samt et a conto beløb på 10 % ved indgåelsen af aftalen. Ligeledes er Electro Care ApS berettiget til at kræve a conto betaling med udgangspunkt i forbrug af materialer samt arbejdstid, såfremt kunden stiller udførelsen af en ordre i bero eller såfremt en ordre de facto har været stillet i bero i 14 dage eller mere, som følge af kundens forhold. Betaling i fremmed valuta (anden valuta end DKK/EURO) skal anvises i DKK ved anvendelsen af en forud aftalt omregningskurs eller en fastsat foreløbig kurs, i hvilket tilfælde Electro Care ApS forbeholder sig at efterregulere, når den effektive kurs er konstateret.

5. Ved forsinket betaling, dvs. betaling efter forfaldsdag, jf. pkt. 4 ovenfor, tilskrives morarenter med 2 % pr. påbegyndt måned indtil betaling sker.

Ejendomsforbehold

6. Det leverede forbliver Electro Care ApS’ ejendom indtil betaling er erlagt fuldt ud.

Tilbageholdsret

7. Electro Care ApS er berettiget til at udøve tilbageholdsret i enhver genstand indleveret til reparation, eller på anden vis i Electro Care ApS’ varetægt, for en kundes forsinkede eller udeblevne betaling.

Levering

8. Leverancen anses for leveret den dag, hvor Electro Care ApS meddeler kunden, at leverancen er klar til overtagelse. Såfremt leverancen er aftalt til at blive leveret inden for et tidsrum (eks. levering inden 14 dage), løber dette fra tidspunktet for genstandens faktiske levering til Electro Care ApS til reparation.

9. Kunden anses for at have overtaget leverancen, og dermed risikoen herfor, så snart Electro Care ApS har meddelt kunden, at leverancen er klar til overtagelse.

10. Såfremt kunden tager leverancen eller en del heraf i brug uden Electro Care ApS’ samtykke anses levering for at være sket på tidspunktet for kundens ibrugtagelse.

11. Alle leverancer sker ab fabrik subsidiært ab Electro Care ApS, medmindre andet er aftalt.

Force majeure

12. Electro Care ApS er ikke ansvarlig for leveringsforsinkelse, der skyldes forhold, som Electro Care ApS ikke har indflydelse på og som medfører, at opfyldelse af aftalen forhindres eller gøres urimeligt tyngende. Som ikke-udtømmende eksempler på sådanne forhold kan nævnes: Krig, brand, strejker, valurarestriktioner, handelsembargoer, strømafbrydelser o. lign. Ovennævnte gælder tillige såfremt Electro Care ApS’ leverandører rammes af sådanne forhold.

Reklamation

13. Eventuelle reklamationer over mangler skal fremsættes skriftligt over for Electro Care ApS uden ugrundet ophold og i alle tilfælde senest 8 dage efter, at manglen blev eller burde være blevet opdaget. Kunden er forpligtet til at foretage en sædvanlig undersøgelse af leverancen ved leveringen heraf.

Erstatning

14. Electro Care ApS’ eventuelle erstatningsansvar i tilfælde af forsinkelser eller mangler er begrænset til fakturabeløbet, dog højst DKK 1.000.000,-. Electro Care ApS fraskriver sig ethvert ansvar for indirekte tab og følgeskader, herunder men ikke begrænset til tabt fortjeneste, brugstab, driftstab, rentetab eller tab som følge af driftsforstyrrelser.

Produktansvar

15. Electro Care ApS’ samlede ansvar for produktskader (jf. Lov om Produktansvar) begrænses til DKK 1.000.000,- pr. skade. Electro Care ApS er i intet tilfælde ansvarlig for driftstab, tabt fortjeneste eller andre økonomiske følgeskader. Electro Care ApS eller kunden er gensidigt forpligtet til at lade sig sagsøge ved den domstol/voldgiftsret, der behandler erstatningskrav, der er rejst mod én af dem på grundlag af en skade eller tab, der påstås forårsaget af leverancen. Det indbyrdes forhold mellem Electro Care ApS og kunden afgøres dog efter reglerne neden for i pkt. 16.

Tvister

16. Enhver tvist som måtte opstå i forbindelse med denne aftale, skal afgøres efter Regler for behandling af sager ved Det Danske Voldgiftsinstitut (Copenhagen Arbitration). Alle medlemmer af voldgiftsretten udnævnes af Instituttet i overensstemmelse med ovennævnte regler. Electro Care ApS forbeholder sig ret til at lade tvister afgøre ved de ordinære domstole.